fredag den 15. februar 2013

Resume 2, At skabe antropologisk viden omkring børn


Antropologi: Videnskab der beskæftiger sig med mennesket, dets kultur og sociale liv (den danske ordbog)

At skabe antropologisk viden om børn
Antropologisk forskning af børns liv er en videnskabelig tilgang, der stræber efter indkredsning af de mange forskellige forhold, der spiller ind for børns ageren, forståelse og udvikling i konkrete situationer.
Med udganspunkt i antropologien, og med videnskabsteoretisk tilgang opridser teksten, hvad begreberne feltarbejde, deltagerobservation, refleksivitet, barneperspektiv og kontekst  lægger op til.

Begrebet feltarbejde:  At få indblik- gennem deltagelse- i menneskers handlinger og forståelser samt at begribe de mønstre og logikker, der kan forklare dem gennem observation og systematisk reflektion over det iagtagende.
Antropologisk viden skabes på baggrund af tilstedeværelse i feltet. Her indgår man i en længere periode i sociale situationer og opbygger relationer til gruppen, man forsker omkring. Feltarbejde kræver et længere ophold på stedet for at få det mest optimale og bedste grundlag for forskningen. Forskningen kræver indlevelse i feltets hverdagsliv, hvorpå man får indblik i gøremål, der ikke er styret af bevidste overvejelser, men nærmere de sociale logikker i feltet.
En vigtig faktor i feltarbejde er at kunne undre sig. Efterfølgende undersøger man baggrunden for sin undren gennem spørgsmål til det iagtagede. Dette giver anledning til nye undersøgelser og undren over nye reflektioner over sammenhænge.
Metoder der bruges i feltarbejdet udvikles undervejs. Gennem tilstedeværelse i feltet bliver man opmærksom på flere forhold der bla. har betydning for gruppens ageren, der igen kræver andre metoder til at få viden om feltet på.
Feltarbejde forgår både hjemme gennem litteratur om feltet og ude gennem deltagelse i praksis. Udfordringen i det hjemmlige feltarbejde  er den fornødne distance til feltet, hvorimod udfordringen i praksis beror på at blive fortrolig med andre tankegange og levevis, og om hvorvidt man er blevet fortrolig med dette.

Deltagerobservation: Deltagerobservation betyder både at få en forståelse for sammenhænge og samtidig at kunne tage afstand til sig selv og egne værdisæt. I observationerne bestræber man sig på at finde ud af, hvorfor gruppen gør, som de gør ud fra deres egne præmisser, motiver og kulturelle værdier i deres samfund. Ved forskning er det vigtigt at kunne forstå forholdene for dernæst først at kunne vurdere mere neutralt.

Refleksiv tilstand: Refleksiviteten danner grundlag for at kunne håndtere balancen mellem nærhed og distance i feltarbejdet.
I etnografiske observationer kan tolkninger ikke undgås.  Her består den reflektive udfordring i åbenhed overfor forskellige fortolkningsmuligheder og kontinuerlig dialog mellem materialet, feltarbejdets proces samt fortolkninger man har lavet i observationerne.

Konstruktionen af et barneperspektiv: Børneforskningen har tidligere båret præg af det enkelte individ og barndommens generelle betingelser. Etnografisk forskning har fokus på børns handlemåder, relationer og udtryksformer i deres samfund.
 Den antropologiske tilgang er ikke rettet mod et bestemt barneperspektiv. Vi kan gennem forskningen få indsigt i børnenes verden. Ideen bag antropologisk forskning er at overskride de lokale perspektiver, der ligger til grund for levede liv. At kunne tolke børns udsagn og handling sociologisk, kulturelt og biologisk. Analysen bruges til at identificere generelle mønster og rationaler i barnets handling samt beskrivelse af sammenhænge derpå i forhold til samspillet med andre mennesker

Analyse af kontekst:  Konteksten indeholder forskellige elementer, der har betydning for barnets adfærd, men det er ikke forudbestemt hvilke faktore, der har størst betydning for denne. Dette skal  i forskningen undersøges og kræver åbenhed overfor mange sammenhænge, der kan være relevante for analysen af de undersøgte børn.

Antropologisk viden om børn:  I dag inddrages børn i forskningen, og herigennem får vi helt andre typer viden om børns liv i konkrete sammenhænge. Antropologisk børneforskning er en samfundsanalyse, hvor fokus er forholdet mellem individets egen opfattelse, handlinger, muligheder samt observationer i hverdagslivets interaktioner, fysiske omgivelser og sociale betingelser. Dette bidrager til vores teoretiske fortolkninger af så vel børns sociokulturelle livs omstændigheder, kulturelle forestillinger og værdier.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar